EMILIE LYDÉRER
»Efter jeg først kom over ’pølsefingre’-perioden, var jeg totalt hooked«
Crazy Loop Fur teststrik for Lærke Bagger
Kit til Mors Hue
Ammassalik Sweater
Bad Idea Top teststrik for Lærke Bagger
Emilies Instagram (@emilielyderer) er et stort univers af sej strikkeinspiration – og så har hun altid smukke, farverige projekter på pindene. Kunne du tænke dig at lære Emilie lidt bedre at kende, så læs med herunder, hvor Emilie svarer på ti spørgsmål til Kit Coutures vennebog.
___
Hvis jeg skulle beskrive mig selv med tre ord…
Eftertænksom, arbejdsom og kreativ.
Derfor gik jeg i gang med at lave håndarbejde…
Jeg ved ikke helt præcist, hvad der kickstartede det, men jeg fik en dag en pludselig trang til at lære at strikke. Det kom lige efter, jeg var stoppet med at ryge - som jeg prøvede at erstatte med chokolade og vand - men håndarbejde var lidt mere holdbart i længden, og efter jeg først kom over ‘pølsefingre’-perioden, var jeg totalt hooked.
Mit første projekt nogensinde var…
En hue som var alt for svær for en begynder, hvis jeg selv skulle sige det. Jeg havde købt et kit i en butik i Frederiksberg Centeret uden at vide noget som helst, og med en meget sparsom opskrift. Den blev ikke særligt vellykket, men den blev færdig. Min kæreste har insisteret på at vi gemmer den, da han synes, det er et sjovt minde.
Det håndarbejdsprojekt, jeg er mindst stolt af, er…
Jeg strikkede på et tidspunkt en hvid sweater med hulmønster. Det var, da jeg lige havde lært at strikke, så jeg vidste ikke noget om, eller forstod vigtigheden af, god garnkvalitet for strikkens udtryk, pasform og holdbarhed. Jeg havde selvfølgelig købt noget garn af virkelig dårlig kvalitet, så det fine hulmønster kom slet ikke til sin ret, og den blev bare hurtigt rigtig trist og slasket at se på efter kort tids brug.
Det håndarbejdsprojekt, jeg er mest stolt af, er…
Jeg tror, det er en delt førsteplads mellem min Crazy Loop Fur og min Bad Idea Top - begge to nogle jeg teststrikkede for Lærke Bagger til hendes bog. Jeg føler, at begge to var lidt af et svendestykke, da der virkelig blev lagt mange timer i dem, men totalt det hele værd.
I min projekttaske har jeg altid…
En uldnål, en lille garnsaks, et målebånd, restegarn eller wire, hvis noget skal sættes til at hvile, og selvfølgelig garn og pinde til det projekt, jeg arbejder på.
Det perfekte håndarbejdsøjeblik for mig er…
Med en god kop te og en podcast i ørerne.
Jeg finder kreativ inspiration her…
Jeg finder primært min inspiration gennem Instagram, men også på Pinterest og modeblogs på nettet. Jeg elsker strikkefællesskabet på Instagram; her finder jeg også inspiration i, hvad andre går og laver, og så prøver jeg ikke mindst selv at dele, hvad der inspirerer mig, med andre i min onsdags-knitspo.
Det kunne jeg godt tænke mig at lære…
Jeg kunne vildt godt tænke mig at blive bedre til at hækle og lære at sy og brodere. Det ville jeg synes, var mega badass at kunne.
Min yndlings Kit Couture model er…
Lige siden jeg så den hænge i vinduet i butikken på Vesterbrogade, har jeg været helt vild med Fejan Sweateren. Pasformen og garnet, den er strikket i, er mega lækkert - og så synes jeg, at mønsteret har noget helt særligt nostalgisk over sig, som minder mig om mine mange ture til min families ødegård i Sverige som barn.